Se ovenstående danske film om de problematiske omsættelige fiske-kvoter
I den fælles EU-fiskerizone foregår der overfiskeri af mange fiskebestande, hvilket har medført, at mange fiskeribestande er udenfor biologisk sikre grænser, og der foregår et enormt ressourcespild ved udsmidning af fisk. DN har derfor fokus på EU's revision af den fælles fiskeripolitik i 2012, hvor målet er så bæredygtigt fiskeri som muligt i EU.
Bortset fra reje-, østers- og muslingefiskeriet er alt dansk fiskeri reguleret gennem EU's fælles fiskeripolitik. Fra kysten ud til 12 sømil må kun nationale fiskere operere, fra 12 til 200 sømil er der fælles EU-fiskerizone. Danmark kan således godt beslutte særlige krav til fiskeriet (eksempelvis større maskestørrelser eller brug af skånsomme redskaber eller forbud mod tunge bundtrawl), men kravene kan kun håndhæves overfor danske fiskere inden for fiskerizonen.
Det nuværende fiskeri er et eksempel på en fejlslagen EU regulering af foruroligende omfang. Kvoter omgås, sorte fisk landes og undergraver fangststatistikkerne. EU tillader fiskeri uden konsekvensvurderinger, f.eks. dybvandsfiskeriet i Atlanten, og laver tvivlsomme fiskeriaftaler med tredielande, for at skaffe adgang for EUs overskydende fiskefartøjer. Samtidigt anvendes i stigende grad store, energikrævende og destruktive fiskeredskaber (tunge bundslæbende trawl).
I EU's fælles fiskeripolitik er forløbet typisk at ICES (Det Internationale Havforskningsråd) leverer en biologisk rådgivning om det kommende års fiskeri indenfor sikre biologiske grænser. Rådgivningen udmøntes af EU-Kommissionen i kvoteforslag for de enkelte fiskerier. Herefter beslutter Rådet af fiskeriministre de endelige kvoter, men oftest tillader ministrene fangstkvoter, der er væsentligt større end den biologiske rådgivning giver grundlag for, idet man politisk vægter den såkaldte relative stabilitet i fiskeriet fra år til år højere end den biologiske rådgivning.
Dette ses tydeligt af de seneste fiskekvoteforhandlinger i EU (julen 2011), hvor Rådet i fastlæggelsen af fangstmængder for 2012 kun i 14 af 75 beslutninger fulgte den videnskabelige rådgivning for fiskebestande i EU-vandene. I 53 tilfælde gav fiskeriministrene lov til at fiske mere end 10% over hvad rådgivningen anbefalede.
Paradoksalt nok er resultatet af overfiskeriet alligevel en dårlig økonomi i fiskeriet, idet fangstkapaciteten samtidigt er alt for stor, så udover at der overfiskes på alt for små bestande er der alt for mange om fiskeriet. På længere sigt er det veldokumenteret at fangst med den halve kapacitet på sunde bestande ville give langt bedre økonomi.
Kravene til et fornuftigt fiskeri er indlysende: Det skal foregå på naturlige, sunde og selvreproducerende bestande, holdes indenfor biologisk sikre grænser (der må hverken fanges for mange eller for små fisk), og endelig skal det være skånsomt overfor ikke-mål-arter og det økologiske system i almindelighed. Det skal også have et fornuftigt energiregnskab. Det betyder at fiskeflådens fangstevne samlet set skal reduceres betydeligt, og at der skal satses på mere passive redskaber, som både er mere skånsomme, selektive og energifornuftige -tunge slæbende trawl skal ud.
DN har fokus på EU's revision af den fælles fiskeripolitik i 2012. Internationalt lobbyerer DN via sit medlemskab af Coalition Clean Baltic (CCB), Seas At Risk (SAR) og OCEAN2012 for at reformen fører til så bæredygtigt fiskeri som muligt i EU. Nationalt vil vi - sammen med andre grønne - udnytte det danske EU-formandskab i første halvdel af 2012 til at påvirke revisionen af fiskeripolitikken.
EU Kommissionen forslag til ny fælles fiskeripolitik indeholder mange gode tiltag, herunder forslag om forbud mod udsmid og fastholdelse af bestandene indenfor sikre biologiske grænser (under MSY – maximum sustainable yield).
Forslaget om obligatorisk indførelse af omsættelige kvoter er imidlertid problematisk. Omsættelige kvoter er inspireret fra Danmark, hvor de ("Fartøjs Kvote Andele" - FKA) er hovedindholdet i den fiskerireform, som regeringen og Dansk Folkeparti indførte pr. 1. januar 2007. Den betød, at retten til havets fiskeresurser blev givet til fartøjsejerne, som så kan gøre rettighederne til genstand for køb og salg.
De omsættelige rettigheder har betydet en reduktion i fiskeflåden fra over 3000 fartøjer til nu under 1000. Det er imidlertid især de største og mest effektive fartøjer, der bliver i fiskeriet og det er derfor uklart om fangstkapaciteten også er reduceret. Det er dog klart, at det ikke er de mest skånsomme fiskemetoder, der favoriseres af systemet. Derfor bør et sådan system kun være en mulighed for de øvrige EU- lande – ikke et krav.
|
|
Se ovenstående danske film om de problematiske omsættelige fiske-kvoter
Grønne krav til bæredygtigt fiskeri omfatter bl.a:
Pressemeddelelse om bæredygtigt fiskeri fra Danske Grønne NGOer, januar 2012
OCEAN2012 – NGO samarbejde om EU's fiskerireform i 2012
Seas At Risk (SAR) - NGO samarbejde om Nordsøens natur og miljø
Coalition Clean Baltic (CCB) - NGO samarbejde om Østersøens natur og miljø
European Commission - Fisheries
Hugh's fish fight - Britisk kok samler underskrifter mod udsmid af fisk
Ending overfishing - Animation om overfiskeri
Henning Mørk Jørgensen
Biolog
31 19 32 35
hmj@dn.dk