Affaldsindsamling 2012
180 kilo affald fjernet søndag eftermiddag
Der var kaffe og kage til mange flere, end der dukkede op
Tekst: Karen Margrethe Nielsen
Affaldet sorteres en ekstra gang. Pigerne i forgrunden samlede affald for anden gang på en uge. De var også med, da Ejsing Skole var ude med sækkene mandag den 16. april. Foto: Karen Margrethe Nielsen
En bilmotor, en hel tagplade og flere knuste ditto, flamingo, plasturtepotter, bagerposer, sort plast, hvid plast, plastposer, cigaretskodder og massevis af øldåser. Det er bare nogle af de ”skatte”, der blev fundet i grøftekanterne, da Danmarks Naturfredningsforenings lokalgruppe i Vinderup og medlemmer fra Ejsing Beboerforening søndag eftermiddag kæmmede Landtingvej og området ved Ejsingholm og i retning mod Geddal for affald.
180 kilo affald i alt. Heraf to fyldte affaldssække med dåser – antallet skønnes til omkring 400 dåser – og kun et forsvindende lille antal var sodavandsdåser. Så igen kan man konstatere, at det ER voksne folk, der dropper affaldet fra bilerne.
Ejsing Skoles indsamlingsresultat mandag den 16. april endda ikke kendt, så 180 kilo alene i dette område slår ikke til.
”Søndagens resultat må siges at være pænt, al den stund at der kun var 16 indsamlere om det”, konstaterer DN-lokalgruppens tre koordinatorer, Pernille Fog, Birte Thomsen og Karen Margrethe Nielsen.
Beboerforeningens formand, Lis Ransborg, var tydeligt rystet ved synet af den topfyldte trailer, der stod klar til køreturen til genbrugspladsen.
”Jeg troede faktisk ikke, at der lå så meget,” erkendte hun.
Flittige piger
Landtingvejs grøfter var som ventet værst angrebet. En hel trailerfuld kunne fem indsamlere og et barn på fire år trille ind på parkeringspladsen ved Ejsing-Egebjerg Hallen, hvor affaldet blev samlet og sorteret i sække med brændbar, glas og flasker, jern og metal og øl- og sodavandsdåser.
Tre indsamlere havde et godt øje til dåserne og fandt lynhurtigt frem til en god dynge, der var pant på. Og de blev lynhurtigt gjort til penge hos den Lokalbrugsen. Pengene er dem vel undt, for de tre piger deltog også i mandags, da Ejsing Skole sendte eleverne ud med affaldssække tæt på byen.
Efter affaldsindsamlingen mødtes alle i bålhytten ved Ejsing Skole, hvor Niels Jørgen Mejdal fra Ejsing Beboerforening havde sørget for grillpølser og brød.
Og traditionen tro, serverede DN kaffe, juice og kage.
Og der var ALT for meget kage – ærgerligt nok.
For hvis 16 indsamlere kan rense grøftekanterne for 180 kilo affald, hvor meget kunne 30 eller 50 indsamlere så have klaret?
Det må være et regnestykke for skolerne!
Jens Daasbjerg, Pernille Fog og Jens Jørgen Mejdahl undrer sig. Hvordan mon man kan ”tabe” en motor? Foto: Karen Margrethe Nielsen