I takt med intensiveringen af landbruget er Danmarks vandløb blevet rørlagt, udrettet og gravet for brede og dybe i stor stil. Kloakering af bysamfund og industrialisering har givet behov for at lede spildevand væk, så mange vandløb er endt som åbne kloakker. Dambrug har taget rent vand ind og lukket det ud igen stærkt forurenet af fiskefoder og fækalier og hjælpestoffer.
Der er med andre ord rigtig god plads til forbedringer, og Danmarks Naturfredningsforening arbejder for, at vi får frie vandløb med plads til naturlig udvikling!
Rammer og forbedringer
For at leve op til EU’s vandrammedirektiv og til dels EU’s habitatdirektiv må Danmark styrke vandløbenes vandkvalitet, fysiske kvalitet, vandføring og kontinuitet.
Danmarks Naturfredningsforening arbejder for, at vi fremover kun tillader forbedringer af Danmarks vandmiljø og naturområder, og ikke flere forringelser, og at aktiviteter, der ikke er forenelige med miljø- og naturkvalitetsmålene, begrænses i nødvendigt omfang.
I januar 2010 har Miljøministeriet med over ét års forsinkelse sendt de 23 vandplaner, som skal sikre god økologisk tilstand for grundvand, vandløb, søer og fjorde, samt de 246 naturplaner, som skal bevare og genoprette vores internationale naturområder, i forhøring hos andre myndigheder.
Omkring sommeren 2010 vil planerne gå i rigtig offentlig høring og her vil Danmarks Naturfredningsforening deltage i arbejdet ved at lave forslag for vandplanerne og for de 246 Natura 2000-områder.
Forslagene skrives af DN’s lokale afdelinger over hele landet. Du kan også få indflydelse på naturen i dit lokalområde gennem DN’s lokale afdeling i din kommune
