Naturbeskyttelsesloven er en lov, der sikrer generel beskyttelse af Danmarks naturtyper, herunder enge, overdrev, heder, moser, søer, vandhuller samt visse vandløb. Selv om skov er langt den mest dominerende naturtype i Danmark, er skove ikke beskyttet efter naturbeskyttelsesloven, men efter skovloven.
► Læs mere om skove og træer i Danmark her
Danmarks Naturfredningsforening mener, at naturområder og skov bør forvaltes gennem fælles lovgivning, så den kunstige adskillelse mellem skov og natur bliver udvisket. Skov er også natur.
Mere natur af bedre kvalitet
Intensivt landbrug, bebyggelse, veje og anlæg trænger naturen tilbage, så naturarealer inkl. skove kun dækker omkring 20 procent af Danmarks samlede areal i dag.
Danmarks Naturfredningsforening arbejder for og forventer, at Danmark gennem naturgenopretning og skovrejsning får mere og mere sammenhængende natur i fremtiden, så naturområder inkl. skove kommer til at dække op mod 40 procent af landet om 100 år. Godt halvdelen af dette areal forventes at blive skov.
Den vigtigste opgave er imidlertid at sikre og udvikle kvaliteten af den natur, vi har tilbage. Nogle områder har bedst af at passe sig selv, men de fleste naturområder i Danmark kan kun bevare eller forbedre deres kvaliteter, hvis der foregår en aktiv naturpleje. Pleje er nødvendig, fordi naturen overalt i landet bliver påvirket af næringsstofudledninger, og fordi mennesket langt tilbage i historien har udryddet de oprindelige vilde græsædere, der spillede en stor rolle for naturens dynamik og mangfoldighed. Den rolle må nu varetages af tamdyr og krondyr.
► Læs mere om naturpleje her
Naturbeskyttelsesloven
Danmarks naturarealer er beskyttet efter naturbeskyttelsesloven. Formålet med loven er at ”medvirke til at bevare og værne landets natur og miljø, så samfundsudviklingen kan ske på et bæredygtigt grundlag i respekt for mennesket livsvilkår og for bevarelsen af dyre- og plantelivet.”
Ifølge formålsparagraffen tilsigter loven særligt at:
- beskytte naturen med dens bestand af vilde dyr og planter samt deres levesteder og de landskabelige, kulturhistoriske, naturvidenskabelige og undervisningsmæssige værdier forbedre, genoprette eller tilvejebringe områder, der er af betydning for vilde dyr og planter og for landskabelige og kulturhistoriske interesser give befolkningen adgang til at færdes og opholde sig i naturen samt forbedre mulighederne for friluftslivet.
Endelig fremgår det af lovens formålsparagraf, at der ved lovens administration skal ”lægges
vægt på den betydning, som et areal på grund af sin beliggenhed kan have for almenheden.”
Loven, der er fra 2004, bestemmer, at man ikke må ændre tilstanden af:
- naturlige søer, hvis areal er på over 100 m2
- offentlige vandløb samt vandløb eller dele af vandløb, der officielt er udpeget som beskyttede
- heder, moser og lignende, strandenge og strandsumpe, ferske enge og biologiske overdrev, som enkeltvis, tilsammen eller i forbindelse med søer er større end 2.500 m2 i sammenhængende areal
- alle moser og lignende på under 2.500 m2, hvis arealerne ligger i tilknytning til beskyttede søer eller vandløb.
