
Evighedstræer
Danmarks Naturfredningsforening (DN) støtter de store, gamle træer i landskabet, i alléer, i skovene og i byerne med en frivillig lodsejeraftale om Evighedstræer.
Gamle træer er levested for sjældne og spændende dyr og planter. Gamle træer fortæller desuden historier, der går flere generationer tilbage og giver os daglige oplevelser af natur og skønhed, både i byen og på landet. De store kæmper kan leve næsten evigt og være levested for insekter og smådyr i mange år − også efter, de er gået ud.
Derfor bør vi forvalte de gamle træer med omtanke og hensyn. Det er en ære og et fornøjeligt ansvar at have store, gamle og særlige træer på sin jord eller under sin forvaltning.
Ved at mærke udvalgte Evighedstræer, vil DN åbne endnu flere menneskers øjne for de gamle træers værdier.
Har du et Evighedstræ?
Kampagnen Evighedstræer er en opfordring til både staten, kommunerne og de private lodsejere om at tage ansvaret for bevaring og pleje af de gamle, store og særlige træer i Danmark.
Aftalen bidrager til at passe på og bevare træet, så det kan stå så længe som muligt − også, når det er gået ud. Hvis du kender eller ejer et helt særligt træ, som fortjener en mærkning som Evighedstræ, så kontakt din lokale DN afdeling. Se boksene til højre.
► Meget mere om de gamle træer og kampagnen
DN mener om store, gamle træer
- Store gamle træer er yderst værdifulde for både biodiversitet, landskabsoplevelse og kulturhistorie.
- Store gamle træer er livsmiljø for mange sjældne arter af insekter, fugle, svampe, laver m.m.
- Der bør indføres en generel beskyttelse i naturbeskyttelsesloven af visse værdifulde træer, f.eks. alléer.
- Staten og kommunerne bør lave handlingsplaner for beskyttelsesværdige træer.
- Gamle træer skal kunne fældes (og genplantes), hvis det virkelig er nødvendigt af sikkerhedsmæssige grunde. Vurderingen skal foretages af eksperter.
- Beslutninger om gamle træer skal også hvile på en grundig vurdering af træets biologiske og kulturelle værdi. Hvis træet er værdifuldt, men udgør en risiko, bør andre løsninger end fældning overvejes, f.eks. omlægning af stier eller beskæring.
- Træruiner, altså døde træer (og grene), bør så vidt muligt blive stående eller liggende til gavn for insekter, svampe osv. som lever af dødt ved.
Evighedstræer er støttet med tilskud fra tips- og lottomidler til friluftslivet.
Evighedstræer
Har du et Evighedstræ?
Opfylder dit træ kriterierne for Evighedstræer, så kontakt din lokale DN afdeling, så I sammen kan se, om det kan registerers som Evighedstræ. Find din lokale afdeling her
En frivillig aftale
Danmarks Naturfredningsforening indgår frivillige aftaler med private og offentlige træ-ejere om at passe og pleje store, gamle træer. I samarbejde med træ-ejeren udvælger DN nogle få træer, som kan blive til Evighedstræer. Aftalen er ikke en formel fredning af træet, men en hensigtserklæring, der forpligter ejeren til at passe på træet så længe, det er muligt.
Kontakt
Kate Skjærbæk Rasmussen
Direkte tlf.: 31 19 32 82
Mail: ksr@dn.dk
Pas godt på træerne
Det er en ære og et fornøjeligt ansvar at have store, gamle, særlige træer på sin jord eller under sin forvaltning.
Kriterier for Evighedstræer
Et Evighedstræ til mærkning opfylder et eller flere kriterier:
1. Træet er gammelt eller er en oplagt efterfølger til et gammelt træ i nærheden.
2. Træet er meget stort.
3. Træet har stor biologisk værdi.
4. Træet har meget stor æstetsik, historisk eller anden social værdi.
Læs hvordan DN afdelinger arbejder med mærkning af Evighedstræer her.

