Den er på 17 ha. Skoven er en af de få i Danmark med kreaturgræsning som i gamle dage.

I egeskoven genfindes et helt særegent skovbillede af kroget, kreaturbidt egeskov, som vi genkender fra guldaldermalerne. I jordfællesskabets dage, før år 1800, gik Langåbøndernes dyr om sommeren på græs i en fælles græsgang. Langå Egeskov er en sådan gammel, bevokset "udmark".

Landskabet

Området består af tre skønne områder: Den 200 år gamle egeskov, en ny egeskovsbevoksning og en dejlig eng ned til Gudenåen. Den gamle egeskov med sine tykke, krumme stammer er et unikt eksempel på gammel egeskov i Danmark.

Naturen i området

I snart 200 år har græssende kreaturer ædt næsten alt fremspiret træopvækst, således at de gamle krogede ege ses i deres maleriske skønhed. Her er et mylder af hulrugende fugle, der i de gamle og døde træer finder ynglemuligheder. Insekt- og svampelivet er uovertruffen, da de døde træer giver gode vækstbetingelser.

Historien

Danmarks Naturfond købte området i 1992 af Løjstrup Hovedgaard for indsamlede penge i forbindelse med Naturfredningsforeningens 75 års jubilæum i 1986. Ønsket er at bevare den gamle græsningsskov for eftertiden - som et levende historisk minde.