Blæsten får sandet til at fyge og klitten til at vokse og dække fyr og huse, mens havets rasen æder sig ind i klinten. Nu er Mårup Kirke nord for fyret pillet ned, inden havet tog den, og måske om føje år bliver det også fyrets tur.

Rubjerg Knude er den højeste og vildeste del af Lønstrup Klint. Klinten er 15 km lang og går fra Lønstrup i nord til Løkken i syd. Ved Rubjerg når klinten op i 70-90 meters højde, mens den ellers ligger i 30-50 m højde.

Landskabet

Det er mennesket, der har skabt den store klit ved Rubjerg Fyr. Man har gennem mange år dæmpet sandets bevægelse ved at sætte små grangrene ned i sandet. Når de så blev dækket af sand, satte man nye ned og på den måde voksede klitten.

Man stoppede med sanddæmpningen i 1994 og nu er klitten blevet ca. 20 m lavere og er en vandreklit, der vandrer mod nordøst. I 2005 begyndte man dog igen med sanddæmpning foran fyret, så klitten vil formentlig igen vokse.

Naturen i området

Ved Rubjerg Knude finder du Danmarks største krat af havtorn. Denne busk med sine mange torne og orangefarvede frugter skaber de ideelle forhold for mange fugle, der her finder føde og bygger rede.

Historien

I 1994 købte Danmarks Naturfond 11 hektar af Rubjerg Knude nord for Løkken. Naturfonden købte arealet for at sikre at naturen alene råder her på dette forblæste sted. En del af ejendommen ligger allerede ude i havet - og fyret, der ligger ved den nordlige grænse af Naturfondens areal, er for længst forladt og ved at fyge helt til i sand.