Vi søger en elev til Skovsgaards økologiske grøntsagsproduktion 2021. Vi vil gerne udvide vores team, fordi vores produktion er i udvikling, og vi står overfor en sæson, hvor vi har behov for en dygtig medarbejder til at være med til at løfte denne opgave.

389 ha natur og landbrug

Skovsgaard ligger ved østkysten på Sydlangeland med marker og enge helt ud til langelandsbæltet. Skovsgaard er 389 ha natur og landbrug side om side. Grøntsagsproduktionen er på 15 ha, landbruget er på 70 ha. Vi har vildtgræsning på 245 ha og skovareal på 60 ha.

Vores mål er at skabe en mere levende og frugtbar jord, så vi kan dyrke sunde grøntsager, og så vi på skovsagaard kan være med til at demonstrere og udvikle på, hvordan fremtidens fødevarer kan produceres i samarbejde med naturen og ikke på bekostning af den.

Det gør vi på Skovsgaard ved at have fokus på biodiversitet med over 70 forskellige grøntsagssorter, recirkulering af næringsstoffer og med kulstoflagring. Grøntsagerne afsætter vi til Dansk Cater, som er en af Danmarks største foodservice leverandør af alle produkter til alle former for storkøkkener. Udover det leverer vi også til Skovsgaards egen café og Gårdbutik.

Følg over 70 forskellige afgrøder fra start til slut

Som elev på Skovsgaard får du en hverdag i en grøntsagsproduktion med varierende arbejdsopgaver og et indblik i et landbrug med meget forskellige afdelinger i udvikling.

Du vil indgå i et team af 6 faste medarbejdere og ca. 10 frivillige, som bor og arbejder på gården i sæsonen.

Du bliver oplært i økologisk og regenerativ drift.

Du får lov til at følge over 70 forskellige afgrøder fra start til slut. Det indebærer: Forspiring, udplantning, vanding, gødning og ukrudtsbekæmpelse, både mekanisk og manuelt. Høst, vask, pakning og opfyldning af gårdbutik.

Du bliver inddraget i produktionsplanlægning og teorien bag dyrkningsmetoderne. Du bliver mødt med åbenhed og et ønske om erfaringsudveksling.

Du vil få kendskab til ledelse, da du kommer til at tage del i oplæring og koordinering af frivillige.

Du kommer til at arbejde med maskiner, herunder klargøring og vedligehold samt kørsel, primært ved plantning, radrensning og høst.

Vores produktion bæger præg af både at være maskinel og manuel. Så der er afdelinger i grøntsagsproduktionen, med blandt andet rodfrugter og græskar, hvor der er en del kørsel af maskiner, men der vil også være marker med mere lette grøntsager, hvor vores dyrkningsmetoder udspringer af Market garden principper og indebærer derfor mere manuelt arbejde. Fælles for begge er, at vi arbejder med at opskalere de regenerative dyrkningsmetoder, så vi kan gøre arealet for klima og naturvenligt landbrug større, og så flere har mulighed for at have adgang til ansvarligt producerede fødevarer.

Hvem er du

Vi søger en elev, der brænder for grønsagsproduktion og for at lære. Vi forventer en åbensindet person, der er motiveret, og som er klar på en omskiftelig hverdag med hårdt fysisk arbejde, hvor det nogle gange er vejret, der bestemmer, hvornår man er færdig.

Vi forventer, at du kan bruge din viden om jordbrug til at tage initiativ og ansvar i arbejdssituationer. Du har forståelse for, at du er del af et større team, hvor alle afdelinger spiller en vigtig rolle. Du kan identificere dig med Skovsgaards værdier og vil være med til at opretholde dem. Vi ser gerne, at du har erfaring med kørsel af maskiner og med grøntsagsproduktion.

Ejet af Danmarks Naturfond

Skovsgaard er ejet af Danmarks Naturfond, hvis formål blandt andet er at beskytte plante- og dyreliv. Det blev doneret af Ellen Fuglede i 1979 og er blevet dyrket økologisk lige siden. Udover grøntsagsproduktionen rummer Skovsgaard mange andre ting såsom, kornproduktion af gamle danske sorter, et dyrehold bestående af skotsk højlandskvæg, sortbroget jysk malkekvæg, heste og får.

Skovsgaard har også café og gårdbutik, slot, museum, vogn, traktor og maskinudstilling. Naturværksted, guidede ture, feriehusudlejning, glampingtelte og shelters.

Send din ansøgning til kontor@dknf.dk

Praktikken strækker sig, som udgangspunkt, over perioden 1. maj til 30. september. Arbejdstiden ligger normalt mellem 7.00-15.30. Løn efter gældende overenskomst. Vi tilbyder kost og logi.

Er du interesseret, så send en ansøgning til kontor@dknf.dk med din motivation for at blive elev på Skovsgaard samt relevant erfaring. Vi glæder os meget til at høre fra dig.