I 60 år har planten Kalk-Øjentrøst været forsvundet fra Dansk Natur. Nu er den fundet igen i Allindelille Fredsskov
En sensommerdag i 2016 var biolog og frivillig i skovens plejegruppe, Axel Frederik Møller på vej hjem fra en lang naturplejedag. Som sædvanligt fulgte han ikke stien på vej ud af skoven ud fra et princip om, at hvis man vil finde noget nyt, skal man sørge for at gå nye veje.
”Jeg var sent på den – tiden flyver i Allindelille – men midt i den sensommergule vegetation faldt jeg pludselig over en lille gruppe blomster, de såkaldte Øjentrøst. Men de her øjentrøster havde usædvanligt store blomster, og de havde lange kirtelhår på støttebladene. Det ledte tankerne hen på Kalk-Øjentrøst. Men det var jo en fantomart. Den havde tidligere vokset i skoven, men var forsvundet for mere end 80 år siden, så min nysgerrighed blev vakt”, fortæller Axel Frederik Møller
Internationalt samarbejde
Da han kom hjem, gik Axel Frederik Møller i gang med at slå planten op i bøgerne, men det skulle vise sig at være en langvarig proces at artsbestemme en plante, der har været forsvundet i en menneskealder. Eksperter i ind- og udland blev konsulteret og i 2020 kunne botanikere fra Københavns Universitet, Naturhistoriska Riksmusset i Sverige og Kew Gardens i England konkludere på baggrund af en kromosomanalyse, at der er tale om Kalk-Øjentrøst.
Kalk-Øjentrøst har altid været en ekstremt sjælden art i Danmark, da den kun kan vokse i meget kalkholdig jord. Men netop Allindelille Fredskov ligger på en flage af skrivekridt, som flere steder når helt op til jordoverfladen. Skoven er kendt for sine mange arter af orkidéer, netop fordi mange af dem kun forekommer på kalkrig jordbund. Den mest sjældne er flueblomst, der har sit eneste voksested i Danmark i Allindelille Fredskov. Også svampelivet i skoven er specielt. Kendt er toppet stenmorkel, der ligesom flueblomst har sit eneste danske voksested her, og man kan også finde specialiteter som stjernebæger og flere arter af knoldslørhat.
Og nu kan Allindelille Fredskov altså føje endnu en art på listen over arter, der i Danmark kun vokser i Allindelille: Kalk-Øjentrøst.
Fra målrettet naturpleje til helårsgræsning
Allindelille Fredskov var engang et af de mest spændende naturområder i Danmark. Her var en rigdom af blomster, insekter og svampe, som ikke blev overgået andre steder. Men 150 år med dræning, tilplantning og fravær af græssende dyr har gjort stor skade.
Danmarks Naturfond blev ejer af skoven i 2011 og siden har en gruppe dedikerede, fagligt dygtige frivillige brugt oceaner af timer på at vende tilbagegangen for skovens sjældne arter. Opskriften har været en målrettet tilgang, hvor de vilde arter havde førsteprioritet. Det har været 10 år, hvor naturen har fået kunstigt åndedræt i form af meget målrettet naturpleje. Resultatet er til at tage og føle på: Udviklingen vendt fra nær-udryddelse til stor fremgang for vilde arter, som ellers stort set kun går tilbage i Danmark. Det er en ekstremt ressourcekrævende forvaltning, hvor man løber en risiko for at fokusere for ensidigt på enkelte arters behov. Nu er bestandene af de sjældne arter blevet så stabile, at man kan overgå til en mere vild naturforvaltning med helårsgræsning i det meste af skoven. Der vil stadig være enkelte områder af skoven, som skal hegnes fra og stadig plejes mere målrettet med høslet om sommeren og vintergræsning.